søndag den 31. oktober 2010

Det var hurtigt

Jeg modtog, allerede dagen efter at jeg havde bestilt, min flotte nye saftpresser. Den har allerede været i gang mange gange og har lavet lækre juicer til alle familiemedlemmer. Selv Jonas, som er kræsen med frugt og grønt, har smagt på næsten alle de juicer jeg har lavet. Dejlig sidegevinst.

fredag den 29. oktober 2010

Mig og Chris

Jeg har søgt efter brugbart materiale om motion på nettet. Jeg ved jo godt, at det er det der mangler i min hverdag. Det der gør at kiloene vil smelte væk, og blive væk. Jeg har for snart mange mange år siden dyrket en del forskellige sportsgrene, men i takt med at jeg er blevet ældre og har fået mand og børn er det så som så med at finde overskud og energi til at komme ud af døren. Det skal der laves om på nu.
Jeg har set Chris McDonald i flere tv programmer, og har hver gang syntes at han da vist var lidt for meget, og lidt for overeksponeret. Men det er nu alligevel ham jeg har fundet mest brugbar i min søgen efter hvad der er godt for mig, og som kan gøre en forskel om det bliver succces eller fiasko.
I går købt jeg en Juicepresser og i dag melder jeg mig ind i motionscenteret igen igen. Mon ikke snart de er ved at være godt trætte af mig og min melden ind og ud :o)
Det sker små justeringer i min hverdag nu og jeg er ved godt mod.
Chris siger, at 15 minutters motion hver dag gør en forskel, og at man skal holde ud i 16 uger før en ny vane har set dagen. Så jeg er gået i gang med første nye vane og det bliver 15 minutters på cykel hver formiddag.

torsdag den 28. oktober 2010

Noget i gærde

Jeg kan mærke at det er ved at være tid til en transformation af personen Pia, hende der er meget overvægtig og har konstante smerter i kroppen. Kvinden der ingen overskud og energi har.
Transformationen SKAL blive til Pia, hende den normalvægtige kvinde der har overskud og energi til sin omverden.
Det er tid nu kan jeg mærke. Jeg er bange, fordi jeg har været der før og det er endnu ikke lykkedes mig at komme dertil hvor jeg har det både fysisk og psykisk godt med mig selv. Hvis ikke jeg gør noget nu ved jeg at jeg kan se frem til et liv med meget dårlig livskvalitet, og det kan jeg ikke overskue mere.
Første skridt er taget ved her at offentliggøre noget meget privat om mig selv. Jeg har en tro på at hvis jeg er åben og ærlig, så vil jeg få støtte og hjælp til at komme igennem denne lange proces det er at blive den kvinde, som jeg ved er indeni mig, og som skriger for at komme ud.
Du kan nu følge min lange seje kamp her på siden. Jeg vil jævnligt skrive om hvor langt jeg er i processen.

onsdag den 27. oktober 2010

Holy moly

Hvor heldig kan man lige være. Jeg har da lige fået en morter forærende. Min søde nabo Helle kom igår forbi med den tungeste og mest solide morter jeg har set. Den er perfekt til mine krydderier.
Det er skønt at have en blog hvor jeg bare kan skrive, at jeg er på udkig efter et eller andet og så dumper det lige ned i min turban.
Nu vil jeg lige teste om det virkelig kan være helt sandt eller om det bare var et tilfælde.
Jeg er sådan i nød for at finde en lille bil nr. 2, også kendt som "konebilen". Er der mon nogen der har en sådan tilovers?????
Jeg giver det lige et par dage og så må vi se om der dukker en bil op.

Svigerfar

Min afdøde svigerfar kunne være blevet 79 år i søndags. Det fejrede vi med en tur på kirkegården hvor vi sang fødselsdagssang, og svigerfar fik da også lige en lille gave i form af en fin efterårs sammenplantning. Jeg er sikker på at han blev glad for det.
Det er nu ca. 1 ½ år siden den skrækkelige kræft tog ham og vi savner ham alle stadig meget.

søndag den 24. oktober 2010

Jeg er i gang med at ændre udseende på bloggen. Bliver ikke færdig i dag så du må bære over med flytterodet. Det bliver bedre.
Steen og jeg var i ugen der gik på Cafeministeriet i Staden. Jeg fik en Chuck Norris salat, som smagte så godt at jeg måtte hjem og lave den selv. Jeg noterede mig via menukortet hvad der var i den da jeg jo vidste at den måtte kreeres på min matrikel snares muligt.
Her er opskriften hvis du selv skulle få lyst til at få en Chuck Norris.

Små lune kartofler på bund af salat
 stegt bacon af den gode slags
chorizo pølser skåret i små mundrette bidder.
 lune glaserede perleløg
dressing bestod af Ravigotte sauce, som er en slags sennepssauce der også er ganske kalorielet. (købes i supermarkedet)
Ganske nem at tilberede og den smager så englene synger.

Nogen ørn til at lave glaserede perleløg er jeg ikke, men de smagte bare skønt i salaten.

Hjemmebragt


Vi var på tur i går i det værste regnvejr. Men det skulle nu ikke få mig i dårligt humør. Ferien er ved at være slut og vi må få det meste ud af de sidste timer. Turen startede på Lille Vildmosecentret hvor Jonas syntes vi skulle hen. Derefter var vi på jagt efter den morter, som jeg så gerne vil have til mine krydderier. Vi fandt den ikke, men kom dog hjem med en fin isterningetang og nogle dejlige glaskrukker.

lørdag den 23. oktober 2010

Tid til familien

Så er jeg klar til at nyde de sidste dage af ferien. Måske en tur ud i det blå i dag vil vække begejstring hos de to hjemmeværende beboerer. Jeg har lyst.
Faktisk har jeg en lille bagtanke med en tur. Er på jagt efter en morter. Altså sådan en der kan knuse mine krydderier. Måske er den at finde hos en antikvitetshandler et eller andet sted her i Nordjylland.

fredag den 22. oktober 2010

Rensdyret Bob

Sidste nye dyr i min  glaszoo er, selvføgelig tidspunktet på året taget i betragtning, et rensdyr.
Mød Bob, den finurlige og ganske morsomme fyr.


torsdag den 21. oktober 2010

Smykker


Jeg har været i gang med noget nyt i værkstedet. Nu er jeg blevet tændt på at lave smykker. De første er nogle armbånd, som er lavet af både glas og smykkeperler. Søster har været behjælpelig med at monterer de første armbånd, og jeg er godt tilfreds med resultatet.


Her er lige et flag, som jeg også har nået at lave nogle stykker af.



Jeg er klar

I morgen skal jeg på udstilling, og jeg er så klar som jeg kan blive. Der er pakket og sat priser på. Mor har været her et par dage for at hjælpe til. Nu skal jeg bare sove en nat og så er det afsted. Der er kriller i maven, sælger jeg nu noget eller skal det hele med hjem igen. Det er første gang jeg har en udstilling og jeg er så spændt.

mandag den 18. oktober 2010

Ferie afslapning

Det er nu blevet mandag og jeg skal ikke på job. Det har dog ikke betydet at jeg ligger og snuer i sengen hele dagen, tværtimod så var jeg oppe allerede kl. 6.15. Det er skønt at stå op og nyde morgen stilheden alene.
Jonas og Steen ligger og trækker torsk i land og nyder sikkert at der ikke er noget at skulle stå op til.
Vi har ingen planer for ugen og tager en dag af gangen. Måske et lille smut til Staden kan blive aktuel i løbet af dagen i dag, men ingenting er sikkert.
Steen havde jo fødselsdag i går og vi havde gæster fra kl. 9 til kl 19.30. Det var så hyggeligt at have det meste af familien på besøg i løbet af dagen og vi fik snakket, drukket kaffe og spist kage. Søster og jeg lavede lidt krea mens mor sad og så på.
Dejlig måde at tilbringe en efterårs søndag på.

lørdag den 16. oktober 2010

Fødselsdag og brunch

I morgen er der en her på matriklen der har fødselsdag. Og han er allerede igang med forberedelserne. Der bliver stegt og bagt i køkkenet. En dunst af pølser og bacon fylder mine næsebor og gør mig lækkersulten.
Det kommer ikke til at gå stille af sig. Hele familien er inviteret og det er fra den ganske morgen og helt indtil aftenskaffen. Det bliver så hyggeligt. Nå, jeg må vist hellere give en hånd med.
God lørdag til dig der læser med.

fredag den 15. oktober 2010

Jeg er forelsket....

I disse flotte ringe.


Fotos lånt hos Kjær & Schmeling

Har været inde på  Kjær & Schmeling's hjemmesiden og kigge flere gange og muligvis ser du mig med en af disse smukke og unikke ringe på en dag.
Har du lyst til at se flere af hendes smykker så klik ind på kjaerogschmeling.blogspot.com eller også på Amino.dk hvor du også kan købe smykkerne.

torsdag den 14. oktober 2010

To dage endnu

Så starter min og familiens efterårsferie. Jeg glæder mig så meget. Vi skal ikke noget. Har ingen planer med ferien andet end at slappe af og nyde. Jo, forresten skal jeg jo i værkstedet og lave julepynt, men det er da ikke arbejde, kun fornøjelse.
Her er et lille udpluk af det jeg har fået lavet færdigt.



Jeg undskylder, at nogle af billederne vender forkert, men jeg kan ikke finde ud af at vende dem.

Morgenstund har guld i mund

Det har min her til morgen. 7.14 var bollerne klar til at komme ud af ovnen. Der er ganske roligt i huset. Alle har forladt det. Selv Jonas er smuttet i fritteren. Jeg er alene. Kaffen står og brygger.

Nu vil jeg indtage et dejligt måltid bestående af hjemmelavede boller, hjemmelavet æblesaft, gode oste og hjemmelavet vanillie blommemarmelade. Mums. Min dag starter, som jeg godt kan lide det, stille og roligt.


God morgen til dig.

søndag den 10. oktober 2010

Sommeragtig stemning

Det har været en fantastisk weekend. Vejret har vist sig fra sin bedste side. Sol og blå himmel. Lige som jeg gerne vil have det.
I går var jeg på besøg hos mor, vi hyggede os i hinandens selskab. Det var dejligt. Da jeg kom hjem havde Steen lavet gammeldags flæskesteg med sovs og kartofler. Uhmmm. Det smagte bare SÅ godt.
I dag søndag har jeg været i haven og i drivhuset. Der skal gøres vinterklar.


Jeg har udsat det et stykke tid, da værkstedet kalder på mig lige for tiden. Men sådan en dag, som i dag er ikke beregnet til at tilbringe indendørs. Det vil være ønskværdigt at vejret vil være solrig og mild lige indtil min fødselsdag sidst i november. Tak.
Det er nok for meget at bede vejrguderne om.
Skyggerne er blevet længere. Det er efterår.

torsdag den 7. oktober 2010

Morgenstemning






Så smuk kan en efterårsmorgen se ud fra min have.
Tilsæt  Greig og hans skønne morgenstemning, på cd'en,så er dagen startet blidt og smukt.

tirsdag den 5. oktober 2010

Nisser på loftet

Har jeg ikke, men jeg er begyndt at drømmen om dem. Måske skulle jeg lige tage en pause i værkstedet og i stedet lave noget andet. Her er det sidste skud på stammen af nisser, som jeg har lavet til julemarkedet. De er ikke færdige, skal dekoreres, have ben, øjne og i ovnen.
Jeg håber, at folk kan lide det jeg går og laver. Har fået præstationsangst. Går og tænker på om alt det jeg har gået og fået tiden til at gå med, siden sommerferien, nu også er noget, som jeg kan sælge. Hvad nu hvis jeg, når julen er over, står tilbage med det hele. Uha, det vil jeg slet ikke tænke på. Positive tanker. Positive tanker.

På job med far

I weekenden måtte Steen på arbejde. Der skulle hentes et Herkules fly hjem fra Karup til Aalborg. Jonas havde fået lov til at komme med far på arbejde, og det var lige noget for ham.
Steen brugte lejligheden til at tjekke Jonas ud. Kunne han sidde stille og høre efter mens han selv arbejdede.
Der er jo en tur til Grønland på et tidspunkt, som Jonas gerne vil med på. Den er på ca. 5 timers flyvning og det kan være lang tid for en rask dreng at skulle holde sig i ro. Men turen gik fint og de hyggede sig sammen.

fredag den 1. oktober 2010

Fredag

Dejligt, nu er det igen weekend, og jeg har aftale.
Skal med to dejlige damer til Staden på kombineret osetur og cafebesøg. Jeg glæder mig. Bruger de sidste minutter inde vi skal af sted på at sidde og nyde, at weekenden er startet og alt ånder fred og ro. Weekenden står på besøg af gode mennesker, og på tur til frugtplantagen hvor vi skal plukke og presse æbler.
Måske bliver der lige tid til at lave en enkelt glasnisse eller to ind imellem, måske ikke. Vi får se.
God weekend til dig.