fredag den 30. april 2010

Store Bededag

Jeg er ikke helt klar over om vi i gamle dage brugte denne dejlig fridag til at bede hele dagen. Det er ihvertifald ikke det min dag skal bruges på. Vi skal til konfirmation hos fætter Lasse. Det glæder vi os til. En hel dag med god mad masser af snak og hyggeligt samvær. Kan man bruge sin fridag bedre.

tirsdag den 27. april 2010

Som det dog roder

Vi er i gang med at male stue, køkken, gang og værelser og jeg skal da love for at det roder. Det er som om man slet ikke kan være nogen steder henne. Der står noget alle steder. Men jeg ved jo at det kun er en overgang så bliver det hele så flot. Det er ikke mig der kan tage æren for det. Det er Steen der maler. Han har taget nogle fridage. 

søndag den 25. april 2010

Tanket op til en dejlig dag








Efter at være vågnet op til dejlig fulgesang uden for vinduet og indtaget af et skønt morgenkomplet bestående af Blåbærsmoothies, scarmble eggs, skønne oste og lune hjemmebagte boller føler jeg mig klar til at indtage denne søndag. Måske kan jeg lokke Steen og ungerne med ud på en lille køretur til Blokhus. Eller det er nærmere til et sted nær Hune. Der bor en skøn keramiker, som laver de mest fantastiske høns i keramik. Hun hedder Catrine Collart. Jeg har ville besøge hendes værksted i flere år, men det er aldrig blevet til noget. Måske skal denne søndag bruges til et besøg.

Så smukt

Jeg sidder og udtænker nye idee,r som jeg kan overføre til glasset. Jeg er ganske facineret af Monica Ritterband og hendes Humanerer, og de noder hun har lavet for Royal Copenhagen. Jeg kunne godt tænke mig at overfører disse smukke udtryk i mit glas. Dog med et tvist så det bliver mit eget. Der må tegnes og tænkes.

torsdag den 22. april 2010

Det kribler i mine fingre

Dagene bliver længere og længere. Solen skinner og det begynder så småt at spire ude i haven. Jeg har den største lyst til at plante de mange sommerløg jeg har fået købt mig i løbet af den sidste måned. Men jeg ved jo godt at det ikke er tidspunktet endnu. Jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu, til der ikke mere er frost om natten.  Vente vente........ Mon ikke den varne der kommer i weekenden kan få bugt med det kølige vejr.

Jeg er klar

på lørdag skal søster og jeg til årets første marked. Jeg har pakket, og mangler kun at få hentet det sidste glas hos min lokale glaspusher. Jeg håber, at hun har det hele klar og at det er blevet fint. Det er jo altid spændende om torsdagen når det skal hentes. Jeg er gået igang med at lave et fad til min søster. I dag skal det laves helt færdig og derefter skal det brændes igen.

søndag den 18. april 2010

Som de danse kan

Vi har været ude og se køerne danse. Det har jo været sådan i mange år, at køerne bliver lukket ud når det bliver forår, men jeg skal da love for at det er blevet et udflugtsmål for familier fra byen. For bare 5 år siden var det kun landmanden, naboen og den nærmeste familie der var tilstedet. I dag var der flere mennesker end køer, og der var mange køer. Hele 240 af den sortbrogede slags. Det var sjovt at se hvor overstadige køerne var. De hoppede og sprang rundt på marken. -Det ville jeg vist også gøre hvis jeg havde været inde i stalden hele den lange vinter.

Her er en lille sjov tobenet ko, som ikke har været inde hele vinteren, men han var også overstadig og legede i høet sammen med mange af hans klassekammerater.

Skovtrolden

Nyt skal der til og denne gang har jeg forsøgt at lave en lille fantasi skovtrold. Det bliver spændende at se den brændt.

Det lakker mod enden

Jeg er ved at være færdig med slumre tæppet til Jonas, men jeg har fået god hjælp af svigermor. Hun kunne godt se at jeg ikke ville blive færdig af mig selv, så hun tilbød at hjælpe til. Det blev jeg ganske glad for.

Storkene er landet

Nu er de endelig kommet, storkene altså. Jeg har været så spændt på at se hvordan de blev efter brænding. Steen har monteret dem på en granit sokkel og de er bare blevet så fine. Nu skal de så lige monteres med den rette farve bånd i næbet og et fint kort, så er de klar til at blive givet væk i barselsgave. Jeg håber, at modtagerne bliver glade for gaven.

torsdag den 15. april 2010

Madglæde

Her i familien er vi glade for god mad. Og kage. Jeg er fundet en opskrift til weekendens lækkerier i bladet Mad!. Jeg håber, at den er lige så god som Spise med Price kagen var. Det er også en tærte, men mere en dessert tærte, som skal i fryseren inden den skal spises. Den er med espresso kaffe og sprød kiksebund.
Vi får besøg af brormand og hans søde familie lørdag eftermiddag, mon ikke de skal være smagsdommere.

onsdag den 14. april 2010

Morgenstilhed

Jonas er sendt i skole. Steen er taget på job og Line sover endnu. Der er stille i huset og jeg sidder og kigger ud på haven og nyder at det nu ser ud til at foråret har fået rigtig fat. En kop rygende varm Latté ved min side og jeg er ved at være klar til at surfe lidt rundt på bloggen. Lige om lidt skal jeg i gang ude i værkstedet. Der er ikke længe til at søster og jeg skal på vores første marked i år. Det glæder jeg mig til.

søndag den 11. april 2010

spise med Price

Jeg sad klistret til skærmen i tirsdags og så Spise med Price. Mit ynglings mad program. Denne gang var temaet citroner. Og brødrene James og Adam lavede den lækreste citrontærte jeg længe har set. Steen og jeg blev eninge om at dem måtte vi lave til weekenden. Og som sagt så gjort. I formiddags gik jeg igang med projekt Citrontærte. Hold da op hvor tog det lang tid. De må da vist snyde ganske meget på tv for at kunne koge en kage ned til små 5-7 minutter. Jeg brugte ganske meget mere på at lave min. Never mind. Den blev lige så god som den så ud på tv, og det er bestemt ikke sidste gang jeg laver den. Måske skal jeg bage den når min mor og hendes veninde kommer på besøg. Bare lige for at blære mig lidt. :o)

lørdag den 10. april 2010

10 April

I dag,  for 2 år siden, lige omkring denne tid på aftenen døde min far. Det er ikke til at forstå at der allerede er gået 2 år uden ham. Tiden flyver afsted.  Den aften han døde forkom det mig at tiden for altid ville stå stille. Der kunne ikke være noget efter.  Men der er sket så mange ting efter og jeg ville ønske at jeg kunne fortælle ham om det alt sammen. Jeg ved ,at det ville have glædet ham rigtig meget at min " evige ungkarl" bror endelig er kommet i havn med den pige, som vi alle er så glade for. Min far nåede kun at høre om hende. Det ved jeg han ville have været rigtig glad for. Min søster er optaget på Sosu uddannelsen. Det var også noget ,som jeg ved ville have gjort ham glad. Der er så mange ting, som han ikke nåede at få med og, som er noget som ville have glædet ham rigtig meget. Måske er han så heldig at han er i en eller anden form for verden hvor han kan se og høre os. Det håber og tror jeg.

torsdag den 8. april 2010

Et stort savn

På lørdag er det præcis 2 år siden, at min dejlige far, han døde i mine arme. Den dag vil jeg på kirkegården. Det bliver en hård dag for os alle. Mine søskende og min mor. At tænke tilbage på de uger der gik så hurtigt at vi næsten ikke nåede at få talt om og med far, om det der skulle ske. Vi troede jo alle, at der var masser af tid til at få snakket.  Snakket om de svære ting, snakket om, om der var mulighed for anden behandling. Snakket om hvor meget han betød for os. Vi nåede det ikke. Den grimme sygdom, med dens komplikationer, kom alt for hurtig til at tage hans liv. Nu sidder vi så med kun minderne tilbage og et stort savn efter ham.

mandag den 5. april 2010

Mandags syslerier


Dagen i dag har jeg brugt godt. Jeg har været i værkstedet det meste af tiden. Der var lige noget bestillingsarbejde, som jeg gerne vil have færdigt. Det er to storke, som skal bruges til barselsgaver. Jeg
har haft lidt sved på panden over at skulle lave dem, men nu skulle det være. Jeg er ganske spændt på at
se dem færdig brændte. Her ligger de helt ufærdige, nu mangler de at blive vaskede og sendt afsted til min lokale glaspusher. Om ca. en god uges tid kan jeg se om de blev som de skulle.

Jeg nåede også at lave nogle Dannebroes flag. Det danske flag er et af de smukkeste i verden, syntes jeg. Den røde farve med de hvide streger spiller fint sammen og det er en fryd at se flaget til tops på en skyfri himmel en sommerdag. Nej, hvor jeg længtes efter sommer og varme.

En brugt ferie til salg

Altså, som jeg ikke kan forstå at der nu er gået en hel uges ferie. I morgen starter jeg igen på job.  Jeg føler slet ikke at jeg er færdig med at holde fri. Der er så mange ting som jeg ikke har nået endnu. Mon ikke der snart kommer et par fridage mere her i foråret. Det plejer der da.

søndag den 4. april 2010

Hårbøjler


Jeg har sammen med min søster lavet nogle flere glas hårbøjler.  Jeg overtalte Jonas til at være model for en dag. Det klarede han da meget godt.

lørdag den 3. april 2010

Påskeferie

Hold da op det er vist ved at være længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg. Jeg har haft travlt med påskefrokoster, venindefrokost og masser af shopping i det nye Friis Center, som for øvrig er et super sted at shoppe. Nu mangler vi en enkelt påskefrokost i morgen så er vi igennem dem alle. Det har været sjovt, hyggeligt og ganske dejligt.