mandag den 29. august 2011

Syslerier

De ligger rundt omkring i hele mit huset og venter på at jeg får tid til at hygge mig med lige dem.

I stuen ligger små splitflag og vimpler og venter på at blive hæftede, side om side med bogen om positiv tiltrækning  og mp3'en med meditationscd'en.


 På kontoret ligger små farvestrålende cirkler og venter på at komme i ramme. Fine øreringe der skal sælges på sensommermarkedet på søndag.

På værkstedet står flere malerier og venter utålmodigt på at få sidste penselstrøg.  De fordriver ventetiden med at sludre med alt mit ufærdige glas der ligge på hylderne og venter på brænding.

Jo, syslerierne er mange og jeg har overskud og ingen stress i forhold til at gøre færdig. Det tager den tid det tager og jeg hygger mig i mens.

søndag den 28. august 2011

Familieforøgelse II


Her er han så, vores lille nye familiemedlem. Nu er han 5 uger og 2 dage.
Vi har i dag været på besøg hos familien der har hundene og kan rigtig se at han trives og tager på.
Miki, som han skal hedde er den mindste af kuldet på 5 han hunde. Derfor har vi valgt at kalde ham Miki,som på grønlandsk betyder lille.

Hunden er en Dansk Svensk gårdhund og valget faldt på den race da det er en livlig, aktiv og ganske klog familiehund.
Jonas kan slet ikke vente med at hente Miki hjem. Han syntes tiden er lang og stod det til ham så havde vi taget ham med hjem i dag. Men om en uge skal vi igen på besøg hos familien så indtil da må Jonas nøjes med de billeder vi har taget.

fredag den 26. august 2011

Forbindelsen røg

Min netforbindelse har været ganske ustabil i denne uge. Her i byen skal vi have ny signal udbyder, Stofa vist nok. Det har betydet at internettet har været ude af drift i perioder. Nu er jeg online for en stund og det må jeg udnytte til et lille indlæg.

Ugen er gået ganske hurtigt, hurtigere end jeg kunne nå at følge med, men nu er det weekend snart. Lige 3 timers arbejde og derefter 2 dejlige lange dage med ganske få gøremål.

 Måske lige cruse lidt rundt meller hylderne på det store bibliotek, på udkig efter litteratur til at udvikle mig på.

Et sidste besøg på den skønne cafe i Egense. Der lukkes nemlig ned for sommeren på søndag.

Et hemmeligt besøg søndag, som alle i familien glæder sig til.  Især Jonas.

Og lidt planlægning af næste weekends sensommer marked på Lille Vildmose centret. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Altså en stille og rolig weekend.
God fredag og god weekend til dig der læser med her.







mandag den 22. august 2011

Lysten tilbage

Jeg kan mærke at lysten til at være kreativ bobler i mig. Det er såååå lang tid siden jeg har haft den følelse i kroppen. I dag har jeg faktisk været i gang med at male, det må være 3-4 år siden sidst.

Jeg tror det kommer af, at jeg er begyndt at arbejde med mig selv og derved har fået sat nogle ord på hvem jeg er.  Det der mindfulness og positiv tiltrækning er slet ikke så tosset endda.

Det er dog ikke noget jeg endnu er så meget inde i at jeg lige som Michael kan praktiserer det i fuldt udstrækning i hverdagen, men små skridt i den retning er taget og jeg har det super godt med det. Lidt meditation i hverdagen og et par sider i nogle af bøgerne gør mig godt.

Keramik blomster


Forleden dag kom posten med en lille pakke til mig. Jeg havde bestilt nogle skønne keramik blomster og stjerner hos Frøken Larsen.

De skal bruges til mine øreringe, så jeg altid kan skifte efter humør. Det er da en billig måde at få nye øreringe på.

Prisen på en enkelt blomst eller stjerne er 10 kr. Det vil sige at et par øreringe fås til 20 kr, forudsat altså at man i forvejen har creolerne.

søndag den 21. august 2011

at lære sig


Jeg har jo åbnet kreativt værksted i dussen, og der er allerede mange af børnene der gerne vil være med til at strikke og hækle. Nu er jeg jo så ikke lige en ørn til det, men jeg regner med svigermors og Karen Klarbæks hjælp.

Karens blog er der mange fine hækle opskrifter og hun deler gerne ud. Det er jeg rigtig glad for.
 Hvis bare svigermor er lige så villig til at lære mig at hækle Karens fine splitflag og vimpler tror jeg det går.

Men først må jeg indfange svigermor. Hun er ikke den nemmeste i verden at få en aftale hos. Altid på farten og i gang med et eller andet. Må hellere finde lassoen frem og øve mig i at fange.

lørdag den 20. august 2011

Familieforøgelse

Om ret kort tid( lang tid hvis du spørger Jonas) bliver vi en til her på matriklen. Vi har længe talt om at det kunne være dejligt, at udvide familien, så nu skulle det være. En stor beslutning der vil sætte vores hverdag i gear. Der bliver ikke tid til en stille kop latté, eller en aften i sofaen med tv kørende. Men det gør ikke noget, nu har vi taget beslutningen og vi glæder os meget.

onsdag den 17. august 2011

Skolestart


Nyt skoleår er lig med bøger der skal pakkes ind. 

mandag den 15. august 2011

Så er det hverdag i dussen igen


Jeg har gået og syslet med en tanke om at lave et rum om i dussen og indrette det til et kreativt værksted hvor vi kan sy, strikke, klippe, klistre og alt det der sjove.

Nu gør jeg alvor af det, og er allerede så småt i gang med første projekt til værkstedet. At lave en lille nålepude. Sådan som jeg selv lærte at lave den i skolen.

Jeg har børn på 6 og 7 år, som jeg håber at gøre intresserede i at nørkle med garn. Hvis jeg nu viser hvordan resultatet bliver, mon så ikke der melder sig et par stykker. Det må ikke blive alt for kompliceret og svært. Det skal være sjovt og til at forstå.
Har du en god ide, som er nem og for denne gruppe børn, så skriv gerne.

Resten af denne uge vil jeg bruge på at indrette og komme på plads.

Jeg garderer mig mod

Efterårets kommen og den lange vinter. Det gør jeg ved at tage en masse lækre billeder af min dejlige have.
Når jeg så kan mærke at nu kommer tungsindet snigende, så har jeg lagt alle billederne over på en usb og så er den lige til at sætte i tv'et. Det hjælper mere end man skulle tro. Ren terapi for en vinterdepression.
Her er en lille smagsprøve på det jeg skal se senere på året.




Trætheden melder sig


Efter en tidlig morgenvagt sidder jeg lige nu og kæmper med at holde øjnene oppe. Jeg kan mærke en mathed i kroppen, og har mest af alt lyst til at smide mig på sofaen og snorkboble i et par timers tid. Men det går jo ikke, så løsningen er at drikke en god varm latté og spise et par stykker lækkert chokolade. Mums.

lørdag den 13. august 2011

Fantastisk

Jeg havde simpelthen sådan en dejlig aften i går. Bedste naboen inviterede på is med lakridssirup, og en lang dyb samtale over langbordet.
 Jeg sidder i dag med en dejlig fornemmelse i kroppen. Afslappethed, tryghed,lettelse og føler mig, som verdens heldigste kvinde at have sådan en klog og varm veninde / nabo i min nærhed.
Der kommer ikke nogen detaljer her på siden om hvad vi snakkede om, men der er sat tanker i gang og det føles helt rigtigt.

fredag den 12. august 2011

Fredag = weekend

Her hos mig er der tidlig wekend. Jeg mødte på job kl. 6.05 og gik igen kl. 10.00.

Herligt med sådan en lang weekend. Og hvad skal den så bruges til.......

- læse og øvelser i Mindfulness
-slappe af
-drikke masse af god Latte
-slappe helt af og lade op til skolestart på mandag
-lave lækkert mad
-slappe af
i haven og slappe af med lidt nusseri
Ja, det kommer da vist til at foregå i et lidt langsomt tempo her på matriklen. Men jeg ved jo, at når mandag banker på døren så er der run på igen. Et nyt skoleår med alle de udfordringer det må bringe.

onsdag den 10. august 2011

Her læses og tænkes store tanker

Jeg har lagt glasset på hylden for en tid.
Lige nu forsøger jeg at koncentrerer mig om at blive klogere på kosmos og den positive tankegang. Det er dog ikke så nemt at finde tiden efter jeg startede på job mandag morgen.
Men jeg ved, at fra næste uge bliver det hele lidt nemmere. Jonas starter i skole, og jeg skal først møde sent. Det giver mig tid til fordybelse uden afbrydelser. Og det er der brug for når der skal forstås og tænkes tanker.

søndag den 7. august 2011

Jeg forkæler mig selv


Jeg har meldt mig til en wellness aften sammen med nogle veninder. Det glæder jeg mig meget til.
En aften i selskab med en stresskonsulent/allergibehandler og en zoneterapeut/ håndlæser hvor vi skal forkæle vores hænder fødder og ansigt. Kan man så ønske sig mere. Og cafeen er åben under arrangementet. Mummmmms.
Hvis du bor i nærheden og har lyst til sådan en dejlig aften, kan du stadig nå at melde dig til hos Susanne. Det er hende der ejer Cafe Himmelblå i Egense.
På tlf. 81 61 78 78.
Hele dette arrangement koster kun 200 kr, og er fra kl 19 til 22 den 24 august, og den 7 september.

lørdag den 6. august 2011

sommerblomster

Findes der noget skønnere end at gå ud i sin have og plukke den smukkeste buket

torsdag den 4. august 2011

Af forstå mig selv og leve i positiv harmoni


Det er hvad jeg føler mig inspireret til. Jeg har længe kigget med hos Michael og følt at her var noget, som jeg godt kunne bruge i mit liv.

 Forleden dag kom der, med posten, en kursusoversigt fra Aalborg folkeuniversitet. I den var der flere kurser i Mindfulness, og jeg blev igen mindet om at her var noget, som vakte min interesse og gjorde mig nysgerrig efter at leve et mere positivt liv, både arbejdsmæssigt og herhjemme.

I går tog jeg så til  Staden og hentede læsestof på biblioteket. Nu skal det være og jeg er så småt gået i gang med at læse og lave øvelser. Det er super spændende og jeg glæder mig til at komme på kursus i mindfulness og positiv psykologi.
Måske du har nogle erfaringer at give videre om emnet. Du er velkommen til at skrive til mig her eller på min mail.
God torsdag til dig og dine

En fiskeanretning


Gårdagens aftensmad, en hjemmelavet fiskeplatte. Mums

tirsdag den 2. august 2011

Der holdes ferie


Her på matriklen holder vi stadig ferie,men den lakker mod enden nu. Både Steen og jeg skal starte på job på mandag. Jonas har en uge mere og Line som desværre ikke kom ind på drømmeuddannelsen i første omgang,  hun har ferie i et stykke tid endnu.

Vi råhygger og nu da vejret er så godt er vi ude at bade mindst en gang hver dag. Vandet er så skønt og Jonas er ved at lære at svømme. Det går ganske godt: Målet er at når ugen er omme så svømmer han, som en fisk.  Og han øver og øver.
I aften skal vi spise ved fjorden, og bade. Og hvad er det mest nærliggende at servere der. Fisk selvfølgelig.
Menuen står på rejer, hjemmelavet laksemousse, fiskefilet og med lækker salat og brød til.
Mon ikke vi bliver mætte.