søndag den 30. maj 2010

Havnemiljø


Jeg er født og opvokset i Løgstør. Det har været min by lige indtil jeg mødte Steen og flyttede ud til ham. Jeg har altid været glad for at bo i Løgstør især om sommeren hvor havnen emmede af liv. Mange ting er sket siden jeg for 11 år siden fraflyttede byen. Der er kommet nogle ildsjæle til byen, som vil den det godt. 


Byen satser nu på turisme og det kan ses på havnen og på mange af de aktiviteter der er kommet til de sidste år. Der er den store muslingefestival og der er Jazzfestival, torvedage og byfest, og havnen har fået et oplevelsescenter, som jeg en dag vil tage Jonas med til.


Det summer af liv og hygge i byen. Der er kommet mange nye spisesteder til, som jeg da også en sommerdag skal prøve. Jo, der er sandelig sket meget på de 11 år og jeg kunne godt ønske mig tilbage til byen indimellem.  

lørdag den 29. maj 2010

Fætter eller ej


Manden er sendt til Canada og Line er taget hjem til sin mor. Nu er Jonas og jeg alene hjemme og vi hygger os rigtig. I dag skal vi på besøg hos min mor. Der venter et par drenge, som Jonas har fået et rigtig godt forhold til. De skal i svømmehallen sammen. Jonas glæder sig meget til at være sammen Sebastian og Mathias, som man vel godt kan sige er sådan lidt fætre, måske kan man sige papfætre. Altså det der med sammenbragte, og dine og mine børn kan nogle gange godt give anledning til forvirring. Men det er jo sådan virkligheden ser ud for mange børn i dag. Og det kan jo også godt være et gode som i vores tilfælde. Vi er i hvertifald glade for vores nye familiemedlemmer.

torsdag den 27. maj 2010

AV AV AV

Jonas har været rigtig uheldig i dag i skolen. Først fik han en flyvtur af de store børn, som resulterede i en stor hudafskrabning på albuen, dernæst slog han hovedet sammen med en af hans klassekammerater til idræt.
Det betød en tur til tandlæge, som kunne konstatere at han havde fået slået en fortand løs, derefter til lægen som kunne berolige de urolige forældre med at næsen ikke var brækket. Jonas havde fået en blodansamling i næste, skrammer på hagen og munden og skal tage den med ro de næste dage. Hold da op sikke en dag.
Mon ikke der er is til dessert i aften.

mandag den 24. maj 2010

En skøn morgen

Fordelen ved at stå rigtig tidligt op er at man når at se solen skinne før alle skyerne driver ind over landet og gemmer solen væk.
God pinse mandag til dig.


Tur med et formål





Søndag var lige dagen til havearbejde, så en tur til Gartneriet Lillienlund blev arrangeret. Der var rigtig mange der havde fået samme ide som os og det var svært at komme til, men vi fik hvad vi kom efter og hjem det gik.
Turen til gartneriet er en skøn tur gennem Lille Vildmose, som lige nu viser sig fra sin smukkeste side. Og  naturen, markerne og skovene vi kørte forbi er også lige nu så skønne at skue. Foråret er den smukkeste årstid for mig.




Vel hjemme var det tid til at trække i arbejdstøjet og få sat de planter og sået de frø vi havde købt med hjem. Det brugte jeg hele dagen på, og mandag skal også bruges i haven.



Kvinder altså !!!

Det gode vejr har lokket os ud. Ud af husene og ud på gade og stræde. Jeg var ingen undtagelse. Den stod på café besøg og masser af god snak med søde veninder. Altså det var så lige det med det der cafébesøg der gjorde at jeg bliver nødt til at revurderer min opfattelse af de "søde veninder", for hold da op hvor vi rejste os mange gange inden de fine damer fik fundet sig en plads og vi endelig kunne afgive vores bestillinger Hele fire gange måtte jeg op af stolen, møve mig forbi de stakkels tjenere og hen til et andet og sikkert meget bedre bord. Har man kendt magen......



Nå, men fjerde gang blev det så besluttet at nu sad madammerne godt. I skygge og på godt polstrede stole.
Nu kunne vi så endelig få lavet en bestilling hos den lidt forvirrede tjener.
Efter at have indtaget et lækkert måltid mad, hvor madammerne lige snuppede brødet fra bordet ved siden af da de mente at de var mere sultne, stod den på shopping i staden. Super hyggeligt, men vi skulle jo også hjem på et tidspunkt og det var så der, at det med kvinder, teknik og biler det blev "sjovt".



Nu var det min tur til at vise, at jeg ikke havde styr på noget. Først kunne vi ikke finde bilen i det nye Friis parkeringshus. Vi havde da ellers bemærket, at det var på niveau -2 at bilen stod, men den var nu ikke at se da vi kom derned. Ydermere havde jeg lige glemt at få parkeringsbilletten med mig da jeg betalte, så efter endelig at have fundet bilen kunne vi ikke komme ud af parkeringshuset. Hold da op hvor jeg kom i panik. Jeg skulle jo hjem og i byen igen sammen med Steen. Efter at have stået og snoet rundt om mig selv var der en af veninderne der fik kontakt til en servicemedarbejder og vi blev lukket ud.
Sikke en tur.

Du danske sommer.....


Årets første seriøse grill aften i selskab med gode mennesker. Altså hvor var det dejligt. Nu føles det da, som om sommeren er på vej. Steen var, som sædvanlig grillmester, og han gjorde det godt.

fredag den 21. maj 2010

Nusse og klippe. Rive og plante



Jeg tror, at weekenden skal gå med dette. Havearbejde.

Skåle

Endnu et par af de fineste transparente skåle til slik eller lys.

Endelig weekend

Det har været en lang ugen med rigtig meget arbejde. Jeg har haft møde med skoleleder og børnehaveleder angående mine dejlige førskole børn. Det har krævet mange timer foran computeren at lave en sådan overlevering.
I går havde vi vores nyt tiltag i dussen, markedsdag med gøgl og boder. En lang arbejdesdag fra 7.30 til 18.00. Hvor var jeg da træt da jeg endelig kom hjem. Selve dagen var gået rigtig godt og tilbagemeldinger fra forældrene i dag har alle været positive. Det må vi gøre om igen næste år. Jeg glæder mig til at vi får en evaluering i gruppe.
I dag har jeg fået lov til at gå lidt før og det var dejligt. Lige nu sidder jeg og nyder, at den sommer jeg har gået og sukket efter i lang tid, nu endelig ser ud til at være kommet til lille Danmark.

mandag den 17. maj 2010

Hvor bliver du af ????


Det er sommeren og varmen jeg ikke kan forstå hvor er henne. På torsdag har det altså bare lige af at være sommer. I min dus skal vi holde markedsdag og det er udendørs. Gider ikke mere regn og rusk, kulde og vind. Nu må det være på tide at vi kan sidde ude og spise, plante grøntsager i højbedene, gå i shorts eller nederdel. Jeg forlanger det.

lørdag den 15. maj 2010

Catherine Collart





Hun kan noget med dyr. Og udtryk. Jeg må simpelthen afsted igen.

Racerrotten


Fra besøget hos Catherine Collart. Den er bare skøn.

fredag den 14. maj 2010

Hvilken dag det har været

Vel hjemme fra turen til Lønstrup m.m. kan vi nu se tilbage på en rigtig dejlig dag sammen.
Vi var på besøg hos Catherine Collart, hvor vi fik en dejlig snak med hendes mand og jeg kom selvfølgelig også lige til at købe lidt til hjemmet. Det blev desværre ikke til den høne, som jeg har drømt om de sidste mange år. Alle var desværre solgte.

Jonas forelskede sig i et får og jeg må sige at det var da heller ikke til at stå for. Steen og jeg faldt for et par skønne æggebæger/fyrfadsstager. Dem måtte vi også lige have med hjem.
Efter at have været hos Collart gik turen videre til Lønstrup. Vi var ved at være godt sultne så mad måtte der til og det fik vi hos Daddy's. Desværre ikke noget at skrive hjem om, men vi blev da mætte.
Efter at have spist gik turen rundt til de mange fine kunstnere, som har slået sig ned i Lønstrup. Spændende glas og keramik så vi på.


Vi endte nede ved havet og smukt så det ud. Vejret var med os og det var skønt at stå og se ud over det uendelige hav. Jeg elsker, og kan ikke få nok af vesterhavet.


Nu mente Jonas så, at det var tid til dessert og det blev til en stor softice til ham. Det var lige sagen. Steen og jeg ville have en kop kaffe, men vi blev eninge om at køre en smut til Løkken og få den.

Da vi havde fået kaffen var vi ganske klar til at køre hjem mættet af oplevelser.

Ud i det blå

Jeg har lokket Steen og Jonas  med på en tur til Lønstrup i dag. Det er mange år siden jeg har været i denne dejlige sommer by. Skønt sommeren ikke er lige om hjørnet, det er jo nærmest efterår, så har jeg bare lyst til at komme af sted. Vi skal lige et smut ind til Catherine Collart på vejen. Jeg må altså se de fine høns hun sælger. Og måske hun kommer til at sælge en til mig i dag.
Ha nu en god dag, jeg vender tilbage med billeder fra turen.

tirsdag den 11. maj 2010

?????


For tiden føler jeg mig fuldstændig drænet for energi. Jeg er konstant træt og i dårligt humør. Der er ikke oveskud til at være noget for nogen. Lysten til at blive i sengen og melde sig syg på jobbet er ganske stor.Hvad kan det så skyldes?
Jeg ved det godt selv, men det er svært at få det sagt højt. Hvad vil mine omgivelser tænke. Kan jeg overhovedet finde modet til at gøre det. Lysten til at gøre noget stiger dag for dag og på et tidspunkt bliver jeg nødt til at agerer. Modet svigter mig dog gang på gang. Det er jo en stor beslutning, og en beslutning, som får indflydelse på vores hverdag i familien, men hvis jeg skal få energien og humøret tilbage må jeg snart tage den.

søndag den 9. maj 2010

Snork snork

Hold da op hvor det kan tære på ens kræfter at slå græs efter at have været i byen dagen før. Steen måtte kapitulere hen af eftermiddagen lige midt i en sikkert vigtig fodboldkamp. Mon jeg nogensinde får ham vækket?

Bedstefar ville have været stolt

Vi har i noget tid haft min bedstefars tog stående. Både Jonas og Emil har været ivrige efter at få lov til at pakke det ud og prøvekøre det. Vi har lovet og lovet, at nu skal vi nok få købt en plade, som det kan stå på, men har vi fået det gjort. Nej. I dag tog børnene så selv hånd om sagen. De gik i værkstedet og pakkede  bedstefars gamle tog ud. Emil har siddet i værkstedet det meste af dagen og forsøgt at få rigtig gang i de gamle rustne skinner og de støvede tog. Det er 12 år siden min bedstefar døde og siden da har hans fine gamle tog stået ,pakket ned, rundt omkring hos familien indtil vi fik det med hjem. Nu er det så pakket ud og kører rundt ude i værkstedet. Jeg er sikker på at bedstefar er glad i sin himmel over at oldebørnene har fundet glæde ved hans gamle togsæt.

lørdag den 8. maj 2010

Aftensol

Disse billeder tog jeg i går aftes hvor himlen stod i flammer. Det er så smukt et syn at det måtte jeg da have et billede af. Vejret viste sig også fra sin gode side. Der var vindstille. Ganske mærkeligt efter alt den blæst vi har haft de sidste mange dag, og som sandelig også har været i dag.

fredag den 7. maj 2010

Jeg nyder


Så blev det igen fredag. Ugen, ugerne, månederne og årene flyver afsted. Især når jeg kigger på mit barn og ser, at han nu snart er 9 år gammel. Hvor blev den tid af? Lige i sidste uge lå han da i barnevognen, og sov så sødt.  Meget er sket siden han blev født, det ved jeg når jeg tænker tilbage, men forstår alligevel ikke helt hvor den tid dog blev af. Jeg har nydt at være mor. Og jeg nyder stadig at være mor, selvom han ikke har brug for mig så meget mere, til alle de praktiske ting, som følger med det at være en lille dreng. Nu er det bare så skønt at han kommer og får et kram når han trænger. Og at han spørger mig om ikke vi skal have en hyggestund sammen. Jeg ved, at lige pludselig er der gået 9 år mere, og så er han på vej ud i den store vide verden uden sin mor. Det er med at nyde ham alt det jeg kan, mens jeg kan.

onsdag den 5. maj 2010

Det spøger

Jeg ved ikke lige hvad det er der foregår her på blogger når jeg logger af, men jeg er sikker på at der er liv også når jeg ikke er her. For noget tid siden var det min banner med Børnefondens logo der forsvandt. Nu er det min hit counter. Jeg har ikke nogen ide om hvordan det sker, men det må da være fordi det spøger her på siden. Det er ihvertifald ikke mig der har rørt nogen knapper.

søndag den 2. maj 2010

Haven lige nu

Posted by Picasa

Herlig weekend

Sikke da en weekend vi har haft. Konfirmation og fødselsdag i løbet af  3 dage. -Nu er jeg godt brugt. Det har været en dejlig weekend med masser af hyggelig snak og god mad. De næste par uger venter der os også lige et par fødselsdage. At have to søskende der har fødselsdag samme dag, og de er ikke engang tvillinger, det er ikke god planlægning fra vores forældres side. Lillebror bliver rund, ja det er han jo i forvejen hele tiden, men nu bliver han det så også i alder. Det er ikke til at forstå at den lille lyshårede  dreng med de søde krøller nu også runder 40. Søster bliver 38 så vi er ved at være oppe i alderen alle tre. :o)

lørdag den 1. maj 2010

Hvor blev de dog af.

Det er ikke til at forstå at vi har et barn, som bliver 18 år om 2 dage. Jeg har ikke kendt hende i alle 18 år, men de sidste 11 år har jeg forsøgt at være en slags bonusmor for hende. Det er gået op og ned, men det meste af tiden er det vist gået ganske udmærket og lige om lidt er hun myndig med alt hvad det nu indebærer. Vi skal fejre fødselsdag i morgen formiddag med en brunch efter Line´s ønske. Selve dagen er hun inviteret på restaurant af kæresten. Det er da klart, at det er det man skal på sin fødselsdag.

Endnu en skål


Så fik jeg den seneste kreation af skåle hjem fra brænding. Den er blevet lige som jeg gerne vil have den. Og jeg er allerede igang med at lave flere af samme design, men bare i andre farver. Jeg har købt noget glas, som har en rigtig flot isblå farve og samtidig er lidt transparent. Den glæder jeg mig meget til at få til brænding.

Lasse´s konfirmation


Sikke da en dejlig dag vi havde i går. Vi var til fætter Lasses konfirmation. Han så flot ud i sit tøj og var selvfølgelig også en smule nervøs. Men det gik over da den kirkelige handling var overstået. Så var det afsted til klubhuset og alle de mange telegrammer, som skulle åbnes. Vi havde en rigtig hyggelig dag og spiste alt for meget af den dejlige mad.