Et stort savn

På lørdag er det præcis 2 år siden, at min dejlige far, han døde i mine arme. Den dag vil jeg på kirkegården. Det bliver en hård dag for os alle. Mine søskende og min mor. At tænke tilbage på de uger der gik så hurtigt at vi næsten ikke nåede at få talt om og med far, om det der skulle ske. Vi troede jo alle, at der var masser af tid til at få snakket.  Snakket om de svære ting, snakket om, om der var mulighed for anden behandling. Snakket om hvor meget han betød for os. Vi nåede det ikke. Den grimme sygdom, med dens komplikationer, kom alt for hurtig til at tage hans liv. Nu sidder vi så med kun minderne tilbage og et stort savn efter ham.