søndag den 19. september 2010

Livsalder

Steen og jeg har haft en hel weekend uden barn og semivoksne teenagere. Det er på en måde dejligt at være alene sammen, men kun fordi vi ved at de kommer hjem igen. Det er en anden sag den dag de alle er flyttet hjemmefra og kun kommer på besøg. Og det sker jo lige pludselig. Så er vi nået til det stadie i vores liv der hedder midalder. Ja, vi er der vist allerede.
Fredag gik jeg inde i Staden og var helt misundelig på alle de unge mennesker omkring mig. Hvem der igen kunne være først i 20.erne og have livet foran sig. Man kan jo alt i den alder og har ingen forpligtigelser, kender ikke til  hverdagens trivialiteter med alt hvad den indebærere. Man er måske midt i en uddannelse, som gør at man kommer til et spændende job bagefter. Måske er man færdig med sin uddannelse og igang med at søge job i en anden ende af landet. Hele verden ligger foran en og det er bare om at tage imod.

Så står jeg der og tænker at alt det er jo bag mig. Det der ligger foran er sgu ikke så spændende at tænke på, og det er heller ikke lige noget jeg higer efter. De grå hår er allerede kommet, rynkerne er begyndt at synes dybere i mit ansigt og min næste livsalder kommer til at handle om at styre udenom alt for meget sygdom og forsøge at holde mig i form så jeg kan blive de 100 år, som jeg jo har planer om at bliver.

Jeg er ikke træt af livet, men jeg kunne nu godt tænke mig at have den fornemmelse i kroppen, som jeg husker at have haft da jeg selv var i begyndelsen af 20.erne. og livet lå ubrugt og stort foran mig.

2 kommentarer:

  1. Hej Pia..
    Livet er ikke nemt, og vi er ikke gode til forandringer, når det handler om vores livscyklus. Hvem husker ikke, hvordan det var, at være ung og fri, og fri for bekymringer om livets fremtid, og bare nyde det uforpligtende liv. Alt er godt, og man er ikke bundet af bekymringer om livet, og alle dets sider. Man er fri, og kan bare tage imod, som du skriver. Og hvem ville ikke gerne opleve denne følelse igen, når man står lidt længere oppe af aldersstigen, med både bekymringer om livet, børn og fremtid. Jeg forstår det godt, og længes selv nogle gange tilbage, til denne dejlige tid, hvor man ikke bekymrede sig om fremtiden, og bare levede livet.
    Men hvad er det, som gør, at vi synes, at livet har forandret sig, og måske ikke er så frit længere. For det første er det bekymringer om stort set alt. Vi har fået børn, mand, hus, vi er blevet ældre, vi har fast arbejde - lige præcis det, som vi gik og så frem til, når vi som unge mennesker drømte om fremtiden. Livet er i sandhed mærkværdigt. Vi har altid ønsket det modsatte, af det vi har.
    Hvis vi nu ser ind i fremtiden, på det alderstrin, hvor vi er nu, hvad er det så vi ser - en ensartet verden, som kører i ring. Der er ingen udfordringer, vi har fået børn og mand og etableret os og skabt en base, og selv hverdagen kører i ring - vi gør det samme hver dag. Vi bliver bare ældre - lige præcis det, er den eneste forandring, og vores børn bliver voksne og vi gamle. Det er ikke just en strålende og spændende fremtid, og lige præcis det, er årsagen til, at vi længtes tilbage til de unge og frie år. Det er selvfølgelig kun følelsen, som vi længtes tilbage efter.. og friheden. Når alt kommer til alt, vil vi jo ikke ret gerne undvære alt det, som giver vores liv indhold i dag. Vi vil ikke undvære børn, mand og hjem, og det vi har skabt undervejs.
    Jeg tror vi kvinder - som måske bekymrer os lidt for meget, især for mit eget vedkommende - skal lære at finde livets sande værdi.. det er nemlig der vi kan slappe af, finde ro og skabe følelsen af frihed. Mit liv skal nemlig ikke bestå af de samme dominerende rutiner... og da slet ikke i de næste 50 år frem - Vi skal lære at leve i nuet og ikke lade os styre af bekymringer, når der ikke er noget at bekymrer sig om.. Vi skal høre, se og mærke livet, og det kan man kun gøre ét sted, og det er lige præcis i dette øjeblik. Nu.. nu..og nu... SE.. MÆRK OG HØR LIVET.. det taler til dig og byder på lige så meget, som det gjorde for år tilbage.. Livet er et mirakel i sig selv, men vi skaber også selv vores begrænsninger.. Livet er mærkværdig, men venter kun på, at blive levet...også de næste 50 år, og indholdet skaber du selv...der er ingen besgrænsninger... kram

    SvarSlet
  2. Hej Anonym
    Tak for dit fine svar. Jeg kan jo kun give dig ret. Det er ikke selve det at være ung jeg længtes efter, men den følelse, som du beskriver.
    Og jeg ved godt, at vi kvinder er gode til at bekymre og tage ansvar, gerne mere en nødvendigt, vi er vores egen lykke smed i den henseende.
    At leve i nuet er en gave for dem som kan. Jeg forsøger, men det lykkes ikke hver dag. Jeg vil have for meget ud af det liv, som jeg nu engang er tildelt, og nogle gange giver det ganske enkelt stress.
    Men jeg forsøger igen og igen at finde de små åndehuller der gør at jeg mærker livet og nyder nuet.
    God onsdag til dig.
    pia

    SvarSlet