Nu er jeg alene. Ja altså næsten alene. Ihvertifald alene om at tage beslutninger, alene om at opdrage, alene om de sure pligter i hjemmet og alene om at få tingene til at fungere mens Steen er i Afghanistan. Han fløj afsted fredag og forventes først hjemme igen til jul. Det er lang tid at være væk, både for ham, men også for Jonas og jeg. Vi får dog hurtigt en hverdag sammen. Steen's hverdag er langt væk i en verden, som er så ulig vores herhjemme. Det kan være svært at forstå hvorfor vi skal kæmpe andres krige, hvorfor vi, lille Danmark, skal stille op med vores kære i uvished om, om de kommer hjem igen. Selvfølgelig kommer han hjem igen, men det ved jeg jo først helt sikkert når han lander i lufthavnen her i Aalborg. Jeg er ikke nogen sortseer, og det vil ikke præge min hverdag at Steen er i et land hvor der er krig. Jeg har efterhånden vænnet mig til at det er sådan vores liv en gang i mellem må være med en mand, som er i militæret. Det er mere andres holdning til mig, som jeg nogen gange ikke helt kan forstå. Hvorfor er det med medlidenhed i stemmen, eller bemærkninger som " er du ikke bange når han er afsted" osv. JO, gu kan det godt strejfe mig at der kan ske noget, men jeg vil ikke lade det styre min hverdag.
Og jeg kan blive helt træt af at blive mindet om hvad der måske kan ske. Man tapper min energi med det. Hov..... Hvad var lige det? Nu tapper jeg da vist lige mig selv med dette indlæg. Jeg ville egentligt bare lige fortælle at jeg er alene lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar